Kurserne fra Gerlev bygger på gamle idrætslege og nyere former
for fysisk aktiv leg. Fysisk aktiv leg virker ind på en række
forskellige udviklingsområder, der ligger inden for skolernes
fokusområder: De fremmer sundheden; de udvikler børnenes sociale
kompetencer; og de understøtter børnenes motoriske udvikling.
Vores kurser tager afsæt i den praksis, som kursisterne står i til
dagligt. Undervisningen kan derfor med stor fordel afholdes ude på
skolerne, hvor børnene deltager i den praktiske del af kurset.
Indholdet tilpasses altid børnenes alder og de fysiske rammer. Al
undervisning er understøttet af skriftligt materiale og
legerekvisitter, der kan anskaffes i forlængelse af kurserne.
MÅL:
Det ledende princip i vores formidling er aktivering.
Gennem aktivering af vores kursister, formidles kendskab til legene
ud fra den teori, at indlæring og bevægelse er uadskillelige. Man
lærer med kroppen, og for at forstå en leg er det nødvendigt at
lege den.
Intentionen er, at kursisterne får en god oplevelse, lærer legene
at kende, samt motiveres til at lege dem sammen med børnene i
hverdagen, så de forankres i skolen.
ORGANISERING:
De beskrevne kurser kan indgå i et samlet
udviklingsforløb, hvor vi sammen tilrettelægger en uddannelsesplan,
der passer til den enkelte skole eller til en hel kommune.
Kurserne kan også efterspørges enkeltvis, og man kan så senere
vælge at supplere med nye kurser.
Et eksempel på et forløb kan være: Grundkursus, hvor børnene
deltager, fulgt op af Playbuilding, kun for personalet. Tre til
fire måneder efter introduktionen afholdes et opfølgningskursus,
hvor det er personalet, der står for legeformidlingen under
vejledning af en instruktør. Forløbet kan krydres med et
familiearrangement og vejledning om billige forbedringer af
skolegården og/ eller udeområdet.