Gerlev Legepark er en levende turistattraktion for dem, der
nyder at lege og bevæge sig sammen i
smukke naturomgivelser.
Som besøgende i Gerlev Legepark kan du udfordre din
familie i alt lige fra vikingetidens styrkelege
til selskabslege fra den gamle landbrugskultur, samt
spille nogle af de mere end 50 spil fra hele Europa, som er
at finde på spillepladsen.
Som noget nyt i sæsonen 2011 (april - oktober) har man
adgang til fællesleg i Legeparken og det er inkluderet i
entréprisen. En af vores professionelle instruktører byder op til
leg to gange om dagen, kl. 10.30 og kl. 13.00. På den måde får
I afprøvet nye lege og møder nye mennesker på en sjov måde.
Er man en lidt større gruppe er det muligt at booke egen
instruktør i forvejen.
Ind imellem legene og spillene er det muligt at nyde et roligt
øjeblik og studere fisk i søen, lege skjul i "skoven", eller
sidde på terrassen med en kold øl eller en kop kaffe, alt
imens de yngste har mulighed for at lege i sandkassen lige
foran.
Sandkassen er en kæmpestor "jorden-er-giftig" bane, hvor både små
og store udfordres på motorik og balanceevne. Området gennemskæres
af en "flod" som man kun kan komme over, hvis man tør balancere på
de udlagte træstammer. Nogle bliver våde!
Café Snurretoppen sælger legetøj fra da oldemor var dreng, lette
måltider, kaffe og kage samt slik.I Café-lokalet finder du både
billeder af børns leg fra Krøniketiden og et stort legebillede
af Breugel. Spørg eventuelt personalet om de vil fortælle om legene
og legens historie.